Den prisvindende dokumentar følger aktivisterne John, Laila og Fabian, der kæmper for en bedre verden. De oplever op- og nedture under deres aktivistiske eventyr, når de møder konsekvenserne af at bruge al deres tid og energi på at redde verden. Er de modige helte eller naive fjolser, der spilder deres tid? Og hvad er deres motivation for at kæmpe som David mod Goliath? Som én af rebellerne siger: "Hvis IKKE du gør noget, så sker der i hvert fald ingenting!"
Se klip fra filmen
John bliver aktivist uden at han havde planlagt det, da han en dag poster en video, hvor han truer Dansk Folkeparti med en fiskerlussing. Videoen går til hans stor overraskelse viralt og bliver på mindre end en uge set af 1,5 millioner. Han beslutter sig for at stille op til folketingsvalget og selv om chancen for at komme ind er minimalt og han hverken har penge eller partiapperat, vil han prøve at modarbejde de højreekstreme kræfter. Han tager til hovedstaden for at føre valgkamp med sit mobile kampagnekontor.
Fabian begyndte at skralde i supermarkedernes affaldscontainere, da han var under uddannelse og økonomien var lidt stram. Han bliver mere og mere forarget over hvor mange gode varer, der bliver smidt ud og som ikke fejler noget, så han begynder at filme sig selv og sine fund på de sociale medier. En nat finder han over 1000 kg mad på sin skraldetur. Han fylder hele bilen op, men hvordan gør man omverden opmærksom på at det ikke er i orden at supermarkederne smider så meget mad ud?
Laila er en enlig mor til tre og altid parat til at springe på barrikaderne og kæmpe imod uretfærdigheder. Det går tit ud over hendes helbred og familielivet, men det giver hende også livsindhold og håb for fremtiden at engagere sig, som hun siger: “Hvis ikke jeg har lavet noget aktivistisk i to dage, bliver jeg deprimeret.” Og når hun konfronterer de ansvarlige politikere, som hun møder på sin vej, forvandler den fattige, enlige mor fra ghettoen sig til en kvindelig udgave af Che Guevara.